Det globale marked for svinekød har været positivt i 2020, og det har smittet af på såvel de danske svineproducenter, som på Danish Pig Gentics. Genetikselskabet kommer således ud af 2020 med endnu et solidt resultat. Ifølge virksomhedens direktør skal overskuddet gå til at investere yderligere i virksomhedens genetiske strategi og kompetencer.   

Efter et år, der blandt andet har budt på stor vækst i form af aktivitet på nye markeder samt en konstant tilgang af nye medarbejdere til at understøtte selskabets ambitioner, offentliggør Danish Pig Genetics i dag sit årsregnskab for 2020.

Genetikselskabet præsenterer et EBIDTA på 17 mio. kr., hvilket den nytiltrådte direktør Karsten Due ser som et stærkt resultat, der giver et godt fundament for fremtidige projekter.

”Vi kan konstatere, at markedet for animalsk protein og svinekød har været særdeles positivt i 2020. Det smitter selvfølgelig af på efterspørgslen efter dansk svinegenetik, og her har vi en solid position,” siger direktør Karsten Due.

Selskabet har oplevet en fornuftig vækst på såvel nærmarkeder, som fjernmarkederne i Østeuropa, Asien og Sydamerika. Direktøren hæfter sig eksempelvis ved det flotte salg af Danish Pig Genetics-avlsdyr til Asien, hvor en stor del af de importerede avlsdyr i Kina var Danish Pig Genetics-avlsdyr.

”At vi kan sætte os så tungt og så hurtigt på dét marked viser, hvordan selskabet og vores partnere skaber resultater gennem korte beslutningsprocesser og eksekvering – lige fra genetikudviklingen til salg og service,” fortsætter Karsten Due.

Investeringer i genetisk udvikling og tilstedeværelse
Styrket lokal tilstedeværelse og yderligere investering i produktivitet er i fokus for at imødekomme de stigende krav fra myndigheder og øgede omkostninger, som svineproducenterne generelt oplever.

”For 2021 er missionen at investere yderligere i genetisk udvikling og tiltrække flere faglige kompetencer til hovedkontoret i Vejle. Udgangspunktet for en fornuftig rentabilitet hos vores kunder ligger i genetikken, og den motor skal løbende optimeres og nytænkes,” afslutter Karsten Due.

image_printPrint