Stort gennembrud for nyt dansk avlsselskab:

Danish Genetics anerkendt som officiel stambogsfører


Det nye danske avlsselskab Danish Genetics er blevet anerkendt som officiel stambogsfører af Miljø -og fødevareministeriet. Anerkendelsen åbner for markante kommercielle muligheder, og den er samtidig en sejr for Danish Genetics i den langvarige strid med Landbrug & Fødevare.

Anerkendelsen af Danish Genetics betyder, at avlsselskabet er officielt anerkendt som raceforening og avlsforetagende efter den gældende bekendtgørelse og den kommende EU-forordning. Dermed er Danish Genetics godkendt til at udstede officielle stamtavler på avlsdyr, som indgår i avlsselskabets avlsprogram.

”Dette er et rigtig stort gennembrud for Danish Genetics og de tilhørende avls -og opformeringsbesætninger, at vi nu endeligt kan få udstedt stamtavler på vores avlsdyr,” fastslår Mads Kring, formand for Danish Pig Genetics P/S.

Lang kamp om stambøger
Danish Genetics’ ansøgning om at blive officiel stambogsfører er sket som naturlig konsekvens af, at Landbrug og Fødevarer Svineproduktion (LFS) har afvist at udstede stamtavler til avls -og opformeringsbesætningerne i Danish Genetics. Dette til trods for, at LFS to gange tidligere på året har fået strakspåbud om at udlevere stambøgerne til avlerne bag Danish Genetics.

”LFS har bevidst forsøgt at begrænse konkurrencen og har haft held med det ved ulovligt at nægte at udstede stamtavler på de avlsdyr, som vi har fået stadfæstet to gange af Fødevarestyrelsen og Ankeklagenævnet,” påpeger Mads Kring.

Mærkbare konsekvenser
Han forklarer videre, at LFS’ afvisning af at udlevere stambøgerne har haft mærkbare konsekvenser for Danish Genetics.

”Danish Genetics har samlet set oplevet en positiv fremgang i markedet, siden vi gik i luften. Men vi ved også, at vi helt konkret har mistet ordrer på grund af de manglende stambøger. Vi har gennem året haft dialog med mange kunder, der gerne vil købe vores avlsdyr, men som har været tvunget til at købe alternativ genetik, da de ikke har kunne indføre dem i deres hjemland grundet de manglende stambøger,” fortæller han.

Godt fra start trods modstand
Danish Genetics blev stiftet i august og har til trods for modstand og juridiske bespænd fra LFS fået en meget positiv start.

”Etableringen af Danish Genetics med det tætte genetiske samarbejde med Roslin Technologies er blevet rigtig godt modtaget af vores mange kunder og samarbejdspartnere i Danmark og udlandet. Kunder verden over påskønner at der kommer konkurrence, og med retten til at føre stambøger har vi endegyldigt sikret fri konkurrence på udvikling og salg af dansk svinegenetik globalt,” fortæller Mads Kring.

Han forventer, at Danish Genetics kan veksle den nye position som stambogsfører til en betydelig kommerciel fremgang.

”Vi er ovre problemet nu, hvor vi selv kan føre stambøger og dermed imødekomme alle kundernes behov. Nu kan vi fokusere 100 procent på vores egen forretning og fortsætte vores ambition om at gøre os fortjent til at blive svineproducenternes foretrukne genetisk samarbejdspartner,” slutter Mads Kring.