Med en strategisk ambition om fortsat vækst og en stribe tiltag inden for det genetiske avlsarbejde er det nødvendigt med erfarne kræfter på holdet hos Danish Pig Genetics. Derfor har avlsselskabet ansat endnu en medarbejder til den avlstekniske afdeling. I rollen som avlstekniker skal Brian Schrøder-Jørgensen rådgive svineproducenter i ind- og udland.

Det står ikke stille i det danske avlsselskab Danish Pig Genetics, der nu opruster med endnu en medarbejder til virksomhedens avlstekniske afdeling.

Danish Genetics har ansat Brian Schrøder-Jørgensen som ny avlstekniker”Vores mission er at gøre svineproduktion til en bedre forretning for vores kunder globalt. Vores avlstekniske afdeling arbejder målrettet og systematisk med at udvikle morgendagens avlsdyr i verdensklasse i tæt samarbejde med vores avls- og opformeringsbesætninger samt vores genetiske samarbejdspartner, Roslin Technologies. Med ansættelsen af Brian Schrøder-Jørgensen udvider vi vores interne ressourcer, så vi kan sætte endnu mere skub på de mange genetiske udviklingsprojekter, vi har kørende,” siger Lars Dall, administrerende direktør i Danish Pig Genetics.

Selvstændig landmand og erfaren rådgiver

Brian Schrøder-Jørgensen var selvstændig landmand i 20 år, indtil han i 2014 blev ansat som rådgiver i Videnscenter for Svineproduktion (VSP). Her bestod arbejdet i at kontrollere og rådgive svineavlere i både ind og udland. Senere fik han ansvaret for de udenlandske leverandører i Tyskland, Belgien, Holland og Frankrig.

”Vi har hele tiden fokus på at have den rigtige medarbejderstab, så vi kan følge med vores ambitiøse vækstplaner og understøtte vores mange nye tiltag inden for udviklingen af vores fremtidige avlsdyr. Jeg er sikker på, at Brian har den helt rigtige genetiske indsigt og det faglige overblik, som er nødvendig for at kunne rådgive kunder med at skabe resultater i moderne kommerciel svineproduktion i ind og udland,” siger Lars Dall.

Brian Schrøder-Jørgensen tiltrådte stillingen som avlstekniker hos Danish Pig Genetics hovedkvarter i Vejle den 13. maj.