Danish Pig Genetics P/S har ansat den erfarne genetiker, Mahmoud Shirali som intern chefgenetiker. Han får til opgave at føre an i udviklingen af selskabets ambitiøse avlsprogram i tæt samarbejde med teamet af nuværende genetikere hos Roslin Technologies.

Ved årsskiftet fandt det danske avlsselskab, Danish Pig Genetics, en ny direktør Lars Dall, og nu har virksomheden ansat den interne chefgenetiker, der skal føre an i udviklingen af fremtidens avlsprogram. Til at løfte den opgave har Danish Pig Genetics ansat den erfarne genetiker Mahmoud Shirali.

I sin stilling hos Danish Pig Genetics bliver det Mahmoud Shiralis opgave at være med til at udstikke kursen for virksomhedens avlsprogram og sikre implementeringen af videnskabelige resultater og input fra den genetiske samarbejdspartner, Roslin Technologies ved Edinburgh Universitet. Samtidig får Mahmoud Shirali til opgave at stå i spidsen for internationale forsknings- og udviklingsprojekter.

Mahmoud Shirali har mere end ti års erfaring med svinegenetik og avl, og han kommer senest fra en stilling som senior genetiker ved Aarhus Universitet.

”Vi er glade for at kunne byde Mahmoud velkommen i Danish Pig Genetics. Vi har søgt efter en erfaren og kompetent genetiker, der kan gå i front med udvikling og optimering af vores ambitiøse avlsprogram, og det har vi fundet i Mahmoud Shirali,” fortæller Lars Dall, administrerende direktør i Danish Pig Genetics P/S og fortsætter:

”Med sin tungtvejende videnskabelige erfaring, ledelseskompetencer og ekspertise inden for svineavl og genetik vil Mahmoud Shirali indtage en central rolle i forhold til at udvikle og sikre vores innovative avlsprogram. Mellem Mahmoud, Roslin Technologies og partnervirksomhederne i Danish Pig Genetics står vi utroligt stærkt i forhold til at kunne tilbyde vores kunder genetik i verdensklasse både i dag og i fremtiden.”

 

Drevet af at skabe resultater

Mahmoud Shirali er uddannet genetiker ved University of Edinburgh, SRUC og Wageningen University, inden han kom til Aarhus Universitet, hvor han har specialiseret sig i svinegenetik. Med sin baggrund i forskningens verden er Mahmoud Shirali drevet af at skabe og dokumentere resultater. Han har et vidtrækkende internationalt netværk og ser positionen hos Danish Pig Genetics som et godt match og en spændende mulighed for fortsat at skabe store genetiske resultater på baggrund af nytænkning, innovation og den nyeste teknologi.

”Det strategiske samarbejde med Roslin Technologies er helt unikt, og det gør os i stand til at implementere den nyeste forskning direkte i det praktiske avlsarbejde til gavn for svineproducenterne. Den markante udvidelse af individuelle foderforbrugsmålinger hos hver avler, en ny genomisk strategi og et PRRS negativt avlsprogram er blot få udvalgte nøgleområder, som gør avlsprogrammet unikt, og som gør os i stand til at løfte avlsarbejdet til nye højder,” siger Mahmoud Shirali.

 

Et solidt fundament for udviklingen af fremtidens svinegenetik

Udviklingen af et innovativt avlsprogram på internationalt niveau er afgørende, hvis Danish Pig Genetics skal være i stand til at realisere avlsselskabets ambitiøse vækstplaner. Der hviler derfor et tungt ansvar på skuldrene af selskabets nye genetiker.

”Den genetiske population og tilhørende sundhed i Danish Pig Genetics P/S er i høj international særklasse, men der er stadig en række interessante områder, som kan forbedres til gavn for svineproducenterne. Jeg er derfor ydmyg overfor den store opgave der venter, men jeg ser rigtig meget frem til at videreføre og videreudvikle genetikken i samspil med Roslin Technologies og de mange avls- og opformeringsbesætninger, som er en del af Danish Pig Genetics avlsprogram,” siger Mahmoud Shirali.

Mahmoud Shirali tiltræder stillingen som genetiker hos Danish Pig Genetics den første april.

 

Mahmoud Shiralis udvalgte resultater:

  • Etableret genetiker med ti års erfaring med udarbejdelse af statiske modeller for vigtige økonomiske parametre for svineavl. Dette demonstreret ved udviklingen af nytænkende avlsmetoder, f.eks. horisontale modeller til samlet analyse.
  • Har stået i spidsen for et konsortium af 17 forskningsenheder og virksomheder inklusiv en række andre internationale avlsselskaber i ansøgning om forskningsmidler i H2020 programmet.
  • Har udviklet retningslinjer for måling af fodereffektivitet som del af avlsprogrammer.
  • Er reviewer for flere internationale videnskabelige tidsskrifter.
  • Har udvidet de statiske modeller i avlsprogrammer til også at inkludere informationer om miljøændringer på tværs af kernegrupper til identifikation af robuste og resiliente avlsdyr.