Danish Pig Genetics klar med et solidt første regnskab

Af Danish Genetics - tirsdag den 23. juni 2020

Danish Pig Genetics har siden etableringen investeret store ressourcer i forskning af genetisk avlsfremgang samt fornyelse avlsprogrammet for at manifestere sin position som en attraktiv genetisk samarbejdspartner for både danske og udenlandske svineproducenter. Det første halvandet år af selskabets levetid har nu udmøntet sig i selskabets første regnskab, som lægger en positiv tone for fremtiden.

Danish_Genetics

I august 2018 etableredes Danish Pig Genetics. Selvom navnet dengang var nyt, rakte rødderne i branchen mere end hundrede år tilbage. Bestående af 25 af Danmarks mest erfarne avlere og nogle af verdens førende genetikere skabtes Danish Pig Genetics. Med et nytænkende og innovativt avlsprogram fokuseret på maksimal avlsfremgang, og at være 100 % PRRS-negativt har selskabet oplevet stor fremgang, hvilket nu kommer til udtryk i avlsselskabets første regnskabsår.

Danish Pig Genetics har i det første regnskabsår realiseret et EBIDTA på 24 mio. kr. Samtidig viser balancen en soliditetsgrad på 73 %.

”Der er tale om et godt regnskab. Aktiviteter og indtjening i regnskabsåret er drevet af stigende markedsandele både i Danmark og i udlandet. Vores ambitiøse avlsprogram og stærke partnerkreds har skabt en solid kundetilgang og en kraftig efterspørgsel, som er påvirket positivt af den stigende slagtesvinsnotering i branchen gennem året. Vi er tilfredse med resultatet og ser det som en bekræftelse af vores position på det globale marked for svinegenetik,” forklarer Lars Dall, Direktør for Danish Pig Genetics.

Store investeringer i fremtiden

Danish Pig Genetics investerer konstant i udvikling og udsendte for nyligt en opdateret udgave af deres genetiske avlsprogram med et øget fokus på balanceret avl. Hertil lanceredes samtidigt opdaterede avlsmål for både Landrace og Yorkshire samt Duroc. I de fornyede avlsmål balanceres således fokus mellem effektivitet, vækst, reproduktion, robusthed og moderegenskaber, med det formål at sikre optimal produktionsøkonomi for kunderne i fremtiden.

Derudover har virksomheden gennem det seneste halvandet år investeret kraftigt i en lang række forskellige udviklingstiltag. Herunder blandt andet i 270 individuelle foderstationer, som tester foderudnyttelse direkte i avlsbesætningerne og dermed kan teste tre gange så mange avlsgrise end i det tidligere system. Ligeledes foretog de i samarbejde med Teknologisk Institut DMRI-tests, som ved hjælp af CT-scanninger er med til at identificere nye genetiske potentialer inden for avlsmålet vedrørende kød- og slagtekvalitet.

”Konstant genetisk udvikling er grundstenen hos Danish Pig Genetics. Vi ønsker at gå forrest og udnytte de genetiske potentialer for at sikre vores kunder en bedre produktionsøkonomi for fremtiden gennem vores avlsdyr. Netop derfor lægger vi stor vægt på de genetiske ressourcer i Danish Pig Genetics og i samarbejdet med nogle af verdens førende eksperter. Alt sammen noget, som udmønter sig i konkrete udviklingstiltag til gavn for kunderne, herunder 100 % genomisk selektion, højteknologiske fodermaskiner, DMRI-test og 100% PRRS negativt avlsprogram,” afslutter Mads Kring, bestyrelsesformand for Danish Pig Genetics.