Pressemeddelelse: Danish Pig Genetics indgår stort KS samarbejde med Ornestation Mors

Af Danish Genetics - torsdag den 18. oktober 2018

Det danske avlsselskab, Danish Genetics, er kommet stærkt fra start og sætter nu ekstra skub under både vækststrategi og udvikling. Med et nyt, stærkt kommende KS samarbejde med Ornestation Mors ruster selskabet sig for alvor til at konkurrere på det danske marked og sætter nye standarder for sundhed og genetik inden for svineproduktion i Danmark.

Ornestation_Mors

Danish Genetics indgår et tæt og strategisk samarbejde med Ornestation Mors der er en landsdækkende producent og leverandør af sæd. Det nye samarbejde styrker Danish Genetics’ position og tilstedeværelse i hele landet, da det giver adgang til at sælge og distribuere genetikken til samtlige svineproducenter via et landsdækkende og professionelt KS set-up.

”Aftalen træder i kraft 1. januar 2019 og gør Danish Genetics i stand til at konkurrere på lige fod med andre aktører på markedet med sæd, hvilket bliver til stor gavn for de danske svineproducenter. Dermed cementerer vi endnu en gang, at der nu er fri konkurrence på markedet for salg og distribution af dansk svinegenetik,” udtaler bestyrelsesformand for Danish Pig Genetics, Mads Kring.

Samarbejde giver værdi på tværs

Danish Genetics ser store muligheder i det fremtidige samarbejde med den danske ornestation.

”Ornestation Mors er en professionel aktør, og vores samarbejde giver os helt nye muligheder for at tilbyde svineproducenter en komplet og konkurrencedygtig sædløsning på tværs af vores avlsdyrsracer; Duroc, Landrace og Yorkshire. Vi kan fremover tilbyde vores produkter i et stærkt, landsdækkende og kvalitetsbevidst set-up med genetik af højeste værdi. På den hvide sæd indgår man et genetisk samarbejde med Danish Genetics, som man kender det i dag og på Duroc siden tilbyder vi en simpel og enkel løsning som tidligere, uden nogen former for bindingsperiode og hvor man kun betaler per sæddosis. Det gør vi for at servicere vores kunder så enkelt, effektivt og konkurrencedygtigt som muligt,” fortæller Mads Kring.

På Ornestation Mors er der også store forventninger til det nye kommende samarbejde, som man ser som en stor fordel for begge parter.

”Vi er blevet mødt med et stort ønske fra vores kunder om nye produkter på hylden. Både hvad angår forbrugsvarer, og hvad angår svinegenetik. Samarbejdet med Danish Genetics betyder, at vi udvider paletten med svinegenetik af højeste kvalitet, og giver landmændene flere valgmuligheder. Dette har været situationen i mange år i andre lande indenfor EU, og er det nu også i Danmark,” fortæller direktør hos Ornestation Mors, Johnny Markussen og fortsætter:

”Vi ser frem til et professionelt samarbejde med Danish Genetics og ser det som en god mulighed for fortsat at kunne udvikle forretningen i en positiv retning.”

Målrettet indsats til gavn for dansk svineproduktion

Høj sundhedsstatus er et af de vigtigste fokuspunkter i Danish Genetics’ avlsprogram, og selskabet har som noget helt unikt, sat det som krav, at alle avlsbesætninger i programmet skal være 100 procent PRRS-negative. Noget som er bakket op af nogle af landets førende dyrlæger. I det nye samarbejde fortsætter Danish Genetics deres målrettede arbejde for at sikre sæd af højeste kvalitet og med højsundhedsstatus.

”Der bliver investeret i UVC-anlæg til alle KS-stationerne. Alle stationerne, der indgår i samarbejdet, får monteret UVC lys til forebyggelse af PRRS re-infektioner og som øget smittebeskyttelse. Vi håber, at denne fornyelse i dansk genetik vil give større sundhedssikkerhed til de danske svineproducenter,” fortæller Mads Kring.

Ugentlige indeksberegninger

Avlsdyrsindekset er nøglen for den selektionsmæssige udvælgelse af de bedste avlsdyr til de kommende generationer. Derfor udføres der hver uge indeksberegninger på samtlige avlsdyr i avlsprogrammet herunder alle orner på KS-stationerne af vores genetiske eksperter fra Roslin Technologies.

”Vi ønsker at gøre os fortjent til at blive svineproducenternes foretrukne valg som genetisk samarbejdspartner. Derfor investerer vi massivt i avlsprogrammet og sundheden bag, der er af stor vigtighed for alle svineproducenter. afslutter bestyrelsesformanden.

 

OPDATERET: NYE INVESTERINGER I CASA TEST